Jeg er blevet kæreste med en kolonihave.

Eller… min kæreste er blevet far til en kolonihave. Og jeg er moren. Jeg har fået besked på fra starten at skrue “vi” på. Jeg må ikke komme med forslag og afslutte med sige fx “… men jeg ved jo ikke, hvad du havde tænkt dig”. Beskeden var klar: “Hvad der er mit, er dit!”

Og nu er det blevet forår. Haven er forsømt, og i morgen tager vi på havevandring og beskuer herlighederne. Og lægger planer. Udpeger hvilke gevækster, der skal dø og hvilke der skal leve. Om det kan klares med håndredskaber eller der skal mere potente maskiner til. Hvor jordbærrene skal sættes, og hvor havemøblerne skal stå til sommerens hvidvinsfester. Måske henter vi mine haveredskaber, der har været i eksil i de snart fem år, jeg har boet i lejlighed.

Det kribler i mine små grønne fingre.

I eftermiddag var jeg rundt i længe glemte gemmer og afkroge for at finde gammelt tøj til havebrug. Og jeg skal da lige love for, at jeg kan møde op fuldt ekviperet!!

Gammel rustfarvet anorak, KÆMPEstor. Ret fed, egentlig. Fjällrävenbukser, umulige at slide op, tørrer hurtigt, hvis der skulle komme en byge. Termojakke, meget vigtigt – min far gik ALTID med termojakke. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg har en, må have købt den engang, børnene skulle have termotøj? Meget grimt stykke tøj, men der er ingen vej udenom, ingen have uden termojakke. Gamle handsker, som jeg ikke ved, hvorfor jeg har gemt. Skal selvfølgelig have anskaffet mig autoriserede havehandsker. Og så nogle gamle vinterstøvler, som jeg HELLER ikke ved, hvorfor jeg stadig har.

Kom an, havevæsen!

Det er meget vigtigt at være rigtigt klædt på. Også selv om vi bare skal kigge.