Udsigt og indsigt

Lad mig bare sige det med det samme: Jeg bliver aldrig nogen stor alpinist.

Eller mere præcist: Jeg bliver aldrig alpinist.

Det har været en uge med store erkendelser. Vigtig selvindsigt. Noget af det er kommet bag på mig selv. Da vi tog af sted, troede jeg faktisk, at jeg bare var en lidt forsigtig skiløber. At jeg bare skulle køre på de lette bakker og lade de andre om de røde og sorte.

Men jeg mærkede med det samme, at det forholdt sig anderledes. Knuden i maven og klumpen i halsen blev større og større, kæberne blev strammere og strammere, jo længere op i skiliften, vi kom. Jeg overlevede den første dag, men gruede allerede for de følgende.

Stakkels superløbende og skielskende kæreste havde en hård første aften: En datter, der græd over at skulle i seng og gå glip af det sjove, og en kæreste, der græd over at skulle op og stå på ski igen næste dag.

Heldigvis er han sådan et fantastisk menneske, og vi fik det snakket ordentligt igennem. Om at skiløb så aldrig bliver vores fælles passion, at det så ikke er den eller de uger om året, vi kaster vores fælles krudt i. Det er samtidig et billede, vi begge havde i vores hoveder, som må males om, og det er brandærgerligt. Men nødvendigt. Vi kører simpelthen ikke med parallelle ski, for nu at blive i terminologien.

Der er sådan set ikke andet at sige til det, end at så tager han af sted med dem, der er lige så begejstrede og dygtige som han selv er, og leger alt det ski han vil – og så er det noget andet, vi gør sammen. Der er ingen grund til at tvinge os selv til at mødes et sted, hvor ingen af os føler os godt tilpas.

Min disciplin er langrend. Jeg elsker at komme ud på løjperne på langrendsskiene, at sildebene opad og plove nedad. Jeg har styr på teknikken og de lange planker og kan kontrollere tempoet, så jeg selv kan følge med, også i mit hoved.

Anerkendelsen af de nordiske ski ligger ikke altid lige for…
Eksempel 1: Da Astrid på 9 så mine langrendsski, spurgte hun: “Skal du så slet ikke stå på rigtige ski?”.
Eksempel 2: Den sidste dag var vi en lille gruppe, der løb langrend i ét højfjeldsområde, og bagefter skulle vi forenes med resten af flokken i et andet område. Vi stod og ventede på et tog, som var gratis, hvis man havde liftkort og/eller var i skiudrustning. Vi opfyldte begge kriterier, men en østrigsk Beamter kom ud fra sit kontor og mente, vi skulle købe billet, efter at have givet os elevatorblikket og konstateret ud fra vores støvler, at vi tydeligvis ikke var skiløbere…

Her dagen efter hjemkomsten er det stadig en lidt bitter pille at sluge for mig, at jeg dumpede i alpinski, og jeg har svært ved helt at erkende, at der er noget jeg ikke kan. Men bliver jeg i tvivl, skal jeg bare genkalde mig den følelse, jeg havde den første aften, og så er jeg ikke længere i tvivl om, at lysten ikke er til stede.

Når det så er sagt, er der en lang, lang række ting at skrive på positivlisten:

Uden mig var den 15-årige ikke kommet af sted, og han viste sig at have både mod og talent. Det var hans anden skiferie, og efter lidt famlen den første dag havde han en super uge sammen med de andre unge.

IMG_3598

Jeg havde halvanden dag på alpinski, og jeg overlevede.

To fine dage på langrendsski sammen med mine allerbedste langrendskompisser.

IMG_3624

En dag i Innsbruck med min veninde og mine børns kusine. Det er en hyggelig by, og jeg købte nye (meget blå) sko, pølser og servietter.

IMG_3537

IMG_3533

En dag i liggestol i Mayrhofen i knaldende sol og den smukkeste udsigt, jeg nogensinde har set.

IMG_3575

Ikke at skulle lave mad.

Hyggelige aftener på hotellet med Pictionary.

At jeg scorer højt i babefaktor.

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

En glad aften

Lister er et af mine kernetalenter. Indkøbslister, huskelister, pakkelister.

I dag havde jeg udstyret mig selv med hele to af dem. En indkøbsliste (nemt, mad og sådan) og en atgøreliste. På den sidste stod der ting som købe euro, vaske mørkt tøj, bage pølsehorn – og en ting mere, som jeg simpelt hen ikke kan komme i tanker om nu, og jeg fik det hele gjort. Der stod ikke løbe. Men det har jeg også gjort. En lille tur med lydbog i ørerne. Så nu er jeg i form.

Vi havde en rigtig hyggelig køkkentjans, den 15-årige og jeg. Det var hans maddag, og han havde bestemt, at vi skulle have grillspyd. Jeg havde købt ind – det var den første liste, og mens jeg stod og trillede pølsehorn, monterede han spyd med kylling, små pølser, peberfrugt, champignoner og rødløg. Cherrytomaterne glemte han, opdagede han bagefter, så de røg i salaten. Bagefter rørte han marinade til at pensle spyddene. Nogle enkelte råd fra mig, og ellers fik han lov at blande, hvad han selv fandt på, og han var yderst tilfreds med resultatet. Da vi sad og spiste, kiggede han ud over bordet og sagde næsten vantro: ”Hey, jeg har faktisk lavet det hele… Jeg har også lavet salaten!”

Så småt begynder det at tage form, og vi bliver klar til at tage på skiferie. Madpakken til rejsen er i fryseren, det sidste tøj når at blive tørt, og i morgen aften ryger de i taskerne, de grejbunker der er vokset frem i løbet af ugen. Og så bliver det også godt at komme af sted. Især for at tage presset fra den 15-årige. Nu hvor den 20-årige er rejst på højskole, er det ham, der skal bære alle mine formaninger og husk-nu’er alene på sine spinkle skuldre.

Ordveksling for lidt siden:

Mig: Det er rart, at vi først skal af sted ved middagstid. At vi ikke skal op klokken lort.
Han: Men du vækker mig garanteret alligevel klokken 8 og siger: (falsetstemme) ”Har du husket, har du husket, har du husket….”
Mig: Hvad?!?
Han: Jamen, det er jo det, du har gjort hele ugen.

Men sagde det med en mild og overbærende attitude. Det er nok, fordi vi havde haft det så hyggeligt i køkkenet.

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

Åsnes i hjertet

IMG_3475_lowOm ikke ret mange dage sidder jeg i en bus på vej på skiferie i Østrig.

Jeg har været på … lad mig lige tælle… seks skiferier tidligere. Hovden, Beitostølen, Beitostølen, Hovden, Rauland, Trysil. Ja, ikke? Det skriger af langrend i Norge. Kan man løbe langrend i Østrig? Det ved jeg ikke. Det håber jeg.

De skal i hvert fald med, langrendsskiene.

Jeg har hentet dem fra pulterkammeret, de skal renses og gøres klar, blev vist bare stillet til side for to år siden, da de havde været i brug sidst.

Jeg blev simpelthen så glad langt ind i hjertet, da jeg lynede posen op og genså de gamle blå Åsnes.

Langrend er min bedste skisport. Fjällrävenbukser og anorak på, kakao og Kvikklunsj i rygsækken og så ud på løjperne. Når man kommer op på toppen, er det ens egen fortjeneste, – man har selv arbejdet og sildebenet hele vejen, og så kan man nyde nedkørslerne og naturen. Der er en helt anden ro. Dybest set synes jeg, at tiden i lifterne er spildtid og kedeligt.

Men i år prøver jeg noget nyt. Zillertal, alpin, halvpension, 70-80 mennesker i selskabet, et helt hotel. I min egen delmængde af flokken er vi 15. Nære venner og de af vores børn, vi kunne få med. Vi kender hinanden godt – også hinandens skikompetencer. Det bliver rasende hyggeligt.

Jeg har stået alpint et par gange før, – det er ikke fuldstændig ukendt land. Men forvent ikke blændende præstationer på pisterne. Vær forberedt på, at jeg græder af raseri over egen uformåenhed og tramper tilbage til børnebakken for at få mental oprejsning. Vær forberedt på, at jeg hele tiden spørger, hvor vi nu skal henad, fordi jeg ikke kan læse pistekortet uden læsebriller. Vær forberedt på, at jeg er bedst til at holde pause for at spise frokost. Og til afterskiing.

Og lad mig finde bare en lillebitte løjpe til mig og mine Åsnes.

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.